Forberedelse
Jeg brugte det meste af min forberedelse på at gennemtænke NPC'er og finde på deres bevæggrunde, andele i kampagnekonflikten og skrive Beliefs, Traits og et par enkelte Skills op.
Jeg lavede et relationship map over kongeslægten og sideløbende blev jeg enig med Claus om, at hans SP skulle være uægte søn af kongens fætter Olof. Det gav mig en masse brændstof.
Derudover tegnede jeg et kort, researchede en smule om 11-1200-tallets Danmark og lavede en liste over Bangs. Under spillet (se nedenfor) viste det sig, at jeg faktisk ikke rigtig brugte de Bangs, jeg havde forberedt til Eigils historie, men til gengæld brugte to Bangs fra Bragans liste.
Endelig genlæste jeg et par kapitler - primært om Bloody Versus, som jeg var rimeligt usikker på på forhånd.
Men så var jeg også klar!
Spillet
Endelig oprandt aftenen, hvor vi skulle søsætte kampagnen og afprøve Burning Wheel-reglerne. Efter en kort justering af et par småting i spilpersonerne og en ultrahurtig gennemgang af reglerne gik vi i gang.
Jeg har hele tiden tænkt, at reglerne skal forklares i løbet af spillet, men med et så stort regelkompleks som Burning Wheel betyder den beslutning også, at tempoet går noget ud af spillet, hver gang man introducerer en ny del. Nuvel, vi er alle tre indstillede på, at det er sådan, det kommer til at køre i starten, og jeg tror, det er den bedste måde at nå rundt om alt.
Spillet begyndte med Claus’ person Eigil, Kong Knuts fætter Olofs uægte søn, der er i byen Ripen for at få ansættelse hos den oprørske Grev Radbart. Radbart er blevet en af de vigtige NPC’er i min forberedelse, og han kommer 100 % fra en af Eigils Beliefs. Lækkert.
Claus forsøgte først at støve rygter om Radbart op ved at forsøge at kontakte to af sine gamle banditkammerater, Golt og Balder, som efter sigende var i området. Claus ruller Circles og ForKer en Skill ind i rullet (husker ikke hvilken) og ender med at true en stakkels lommetyv til at fortælle, at banditterne holder til i en skov.
Claus finder på en plan til at mødes med Golt og Balder men ruller en dårlig omgang Tracking (via Beginner’s Luck) og må med uforrettet sag gå til ro i skoven.
Næste morgen afprøver han en anden taktik: han kaster med guldmønter og råber efter banditterne. Det hjælper! Nu får han banditterne i tale, og han hører lidt mere om Radbart, som åbenbart er så oprørsk, at han er ved at samle mænd til en stor fejde med kongen og dennes tilhængere.
Denne del kom mest til at handle om at etablere verdenen og forskellige personer. Golt og Balder fandtes ikke, før Claus fandt på dem og rullede Circles, og det var rigtig fint at spille deres forhold. Der er helt sikkert potentiale for, at de to kommer til at være tilbagevendende statister i vores spil. Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med, hvordan vi brugte mekanikken her, og jeg skulle måske bare have ladet ham finde banditterne uden at bruge systemet. Det er ret typisk at være overivrig med at bruge reglerne, når det er nyt. Det vil forhåbentligt langsomt rette sig ind, efterhånden som vi får mere erfaring.
Golt og Balder fortalte Eigil, at Radbart har en second in command ved navn Taul, og Eigil besluttede sig for at opsøge ham. Vi tog endnu et Circles-rul, som Claus igen fejlede, at jeg besluttede (Enmity Clause), at Taul stod lige ved siden af Eigil i baren og var fornærmet over, hvordan Eigil spurgte efter ham.
Eigil forsøgte selvfølgelig straks at gyde olie på vandene og vi røg ud i en Duel of Wits (aftenens eneste). Eigil ønskede at få ansættelse under Radbart, Taul ønskede at få Eigil til at skride og ikke komme i Radbarts sold.
Taul stod stærkest i Body of Argument (7 mod Claus’ 5 så vidt jeg husker), og i løbet af fire Volleys havde han da også reduceret Eigils BoA til 0. Siden Tauls BoA ikke vare uberørt, indgik vi et kompromis. Taul ønskede ikke Eigil i Radbarts hird, men gik med til, at Eigil den følgende morgen kan komme ud til Radbarts gård og prøve at overbevise dem om sine evner.
Duel of Wits er helt klart en fantastisk mekanik, som dog kræver noget tilvænning. Dels skal vi lære de enkelte actions og hvordan man tænker strategisk, dels skal vi finde den rette balance mellem at udspille argumentet in character på den ene siden og udnytte systemet på den anden. Men, som Søren så rigtigt sagde, så var potentialet stort.
Her sluttede Eigils del af historien for denne gang.
Parallelt med dette ankom Bragan til Segli Ormetunges gård. Segli er også en af området stormænd og udmærker sig primært ved at undgå at tage side i konflikter for derved ikke selv at lide – og helst i sidste ende tjene på sin neutralitet. Bragan fik ingen decideret velkomst, men fik dog lov til at slå sig ned i stalden og forsøge at vise sine evner den følgende tid.
I Seglis gård mødte Bragan Arno, der er klerk af Det Brændende Hjuls orden – den hellige ridderorden, Bragan selv har været en del af, men som han er blevet lyst i band fra, fordi han slog en af sine ordensbrødre ihjel. Så det var ikke en helt afslappende oplevelse for Bragan. Det viste sig endog, at Arno ikke blot er områdets nye klerk, men at Bragans nemesis, Bisp Randalos, personligt har betalt til opførelsen af en ny, imponerende kirke.
Snart opstod der masser af uro på gården. En bonde kom løbende og fortalte, at de havde fundet ligene af en bonde og hans søn – stærkt skamferede ved skovbrynet, lige dér, hvor markerne møder den vilde natur. Bønderne taler allerede om, at Det Onde i skoven er på spil.
Bragan får til opgave at undersøge det – så kan han jo også vise sine evner. Arno drager med. Ligene er ganske rigtigt stærkt maltrakterede og det umage par begynder at søge efter spor. De finder ganske rigtigt også spor, der fører hen til et stort hul i jorden – lidt som en indgang til en gigantisk grævlingehule.
Bragan melder sig frivilligt til at overnatte her for at finde gerningsmanden, og han vækkes midt om natten ved at en stærk og kold hånd griber ham i armen. Da han vågner, ser han en stor, langhåret og nøgen skikkelse stå over sig. De begynder en kamp, der bølger frem og tilbage og kulminerer med, at Bragan hugger hånden af skikkelsen. Bragan samler hånden op og forsøger at lede skikkelsen med til gården, men det lykkes skikkelsen at flygte, da Bragans opmærksomhed et kort øjeblik er optaget af hans hest.
Rent mekanisk var der ikke helt så meget i Bragans historie som i Eigils. Kampen kørte vi som Bloody Versus, og det fungerede egentlig fint. Fight!-mekanismen bringer vi først ind senere i kampagnen – simpelthen for ikke at drukne i det store system, men tanken er også, at vi kun vil bruge Fight! når det er væsentlige, dramatiske kampe og så holde mindre kampe til Bloody Versus.
Jeg kørte spillet ved at krydsklippe mellem de to spilpersoner, Sorcerer-style. Det er en af mine yndlings spilstile, fordi det er med til at skabe et godt flow og afveksling. Jeg brugte ingen af mine forberedte Bangs til Eigil og kun to til Bragan – så min frygt for ikke at have forberedt nok viste sig heldigvis at være uden grund.
Som begyndelse på en længere kampagne var det en rigtig fin session. Systemet er stadig shaky og det var ikke alle rul, der gjorde en forskel, men vi så dog tydeligt aftegningerne af, hvad det kan blive til. Specielt har jeg store håb for, hvilken indflydelse det får på spillet, når Claus og Søren selv kan efterlyse og gøre bruge af ForKs og linkede tests.
