Jeg var så træt, da vi skulle spille, at jeg ikke engang opdagende hvor passende det var. Min figur hed et eller andet, der ikke var Georg, Wilhelm eller Friedrich til fornavn og Hegel til efternavn. Måske Johan Hegel.

Og da jeg ingen overskud havde byggede jeg en figur, som var hugget fra Sebastians scenarie Elevator, men da jeg hverken har spillet eller læst Sebs scenarie, så tror jeg alligevel Hr. Hegel blev noget særligt og andet end oplæget. Han var en elevatorfører, som ikke kunne sove, fordi han mente at andre mennesker tænkte for hørt i elevatorens totalitære stilhed. Når han skulle sove, så havde disse tanker forfulgt ham til hans seng, som en dyne af larmede vrøvl.

En anden ting fra hans forhistorie (som var et punkt der skulle udfyldes på spilpersons skema) var hans hemmelighed. Hegels var, at han tidligere havde dræbt en funktionær med de bare nævner i elevatoren (måske fordi funktionærens tanker larmede for meget). Det kom ikke rigtig i spil – også alligevel, for Hegel madness power var at han kunne få urolig store hænder, der kunne knuse andre mennesker. Det vidste sig lidt at være lidt det samme.

Sidst, men ikke mindst var det Hegel helt store drøm, at undslippe byen, som elevatoren vel er en meget god metonymi for. Og hvis vi skal være rigtig akademiske, så var svarede min Johan Hegel, meget godt til den tidlige eksterm amerikanske liberalistiske læsning og videre udvikling af den hjørne hegelianske romantiske tankesystem. Et tankesystem, som vi kan genkende i fx Thoreaus tekster. Men nok om det.

Til forskel fra Peter og Uffes fortællinger, blev der ikke slået ligeså mange terninger i min. Der var simpelthen ikke ligeså mange konflikter, men scenariet blev – for mit vedkommende – mere et klassiske oplevelsesscenarie med nogle fantastiske billeder. Inden i disse billeder løb Hegel så rund, gemte sig eller flygtede… mest. Med andre ord, så udspillede jeg meget min figur og var næsten hele scenariet enten skuespiller eller tilskuer til min egen fortælling.

Jeg er dog sikker på, at jeg skulle havde budt mere ind med forslag til beskrivelser, hvis jeg ikke havde været så forbandet træt.

Spilleder Thomas er en ordmaler af rang og super til at sætte scener dramatisk op. Jeg kan ikke overskue at fortælle alle detaljerne i Hegels historie, da jeg allerede har skrevet lidt for meget – derfor bliver det i en form for punktform. Hegel befinder sig udfor 13. sal. i den elevator hvor han arbejder. Det eneste problem er at husets øverste etage er 12. sal. Han bevæger sig ind på etagen. Her møder han kvinde, som han flygter tilbage til elevatoren med. Hun når det dog ikke, da hun bliver harpuneret. Herefter er der ret meget blod i de billederne som Hegels historie foregår i.

Hegel tager tilbage til 13. Sal (som han ellers lige er kommet væk fra). Her finder han en dør, der leder ham hen til en tappe, der så igen leder ham hen til et hav af standende/forladte skibe. Der jagter ham et mærkeligt fugledyr, kun for at opdage at det er fugledyrene (i flertal) der faktisk jagter ham. Hegel hopper i havet.

Da Hegel kommer i land på strand, mødes han af en stor gruppe børn. De vil ha’ ham med (og måske siger de noget om at spise ham – måske husker jeg forkert). Hegel begynder i alle fald at gøre modstand og bruger sine kæmpe store galemandshænder. Han ’popper’ børnenes hoveder et efter et, som var de – det der plastik bobleværk man pakker ting ind i, for det ikke skal gå i stykker. Børnene går i stykker og Hegel er endelig alene, som han står der på stranden med sine kæmpe hænder.

Sådan som jeg husker det, synes jeg faktisk først jeg kom på banen og beskrive andet end at Hegel blot løb rund (oftest i flygt), da han gik helt amok og begyndte at ’poppe’ børnehoveder. Og der var Hegel endt et sted, hvor han havde tabt til mareridtsverden ved selv på den måde at blive et slags mareridtsvæsen. Men at Hegel fortabte sig var et valg Thomas og jeg traf (fordi det var en god historie). Jeg har indtryk at regelsystemet også godt kan gøre det for en, men det var ikke noget jeg oplevede.

- for dem der ikke ved det eller kan gennemskue det når de læser det ovenstående, så er jeg ordblind. Et handicap der i særlig grad kommer til udtryk når jeg er træt. Det skabte et par en lidt sjov/nedern situationer, hvor Thomas forsøge at læse hvad jeg havde skrevet på mit spilpersons skema - men måtte opgive. En anden gang når man bygger spilpersoner udfra sætninger, så vil jeg huske at spørge om hjælp til at stave de svære ord.

Som nævnt er der tre steder, hvor Thou Art But a Warrior adskiller sig fra Polaris:

1. Setting
Et historisk inspireret univers gør en forskel, idet det sætter rammer for improvisationen. Vi har en fælles referenceramme, vi kan bygge på. Fortællingen bliver mindre episk, det bliver de små historier med de skæve kanter og grå nuancer. Ingen flyvende riddere i rumdragter, der kæmper mod ildsprudende drager i 1000-års-kampe.

2. Tærskelscener
Den styrede fremdrift i den fælles overordnede historie er fed til at binde de individuelle historier op på et fælles lærred. Mekanikken byder, at når gruppen til sammen har optjent et antal xp (splid), indtræffer en hændelse i universet. I vores tilfælde havde vi på forhånd snakket os frem til, at den anden tærskelscene skulle være den gamle emirs død. Det var med til at give pacing og retning og det gav ny grund at udspille den fælles skæbne på (emirens arving). Selve tærskelscenerne blev fortalt fælles, hvor en spiller lagde for efter at vi havde snakket os frem til det centrale, hvorefter andre bød ind med nuancer og detaljer og tilføjelser (panoramascener). Hey, det minder mig faktisk om et andet historisk inspireret fortællespil, jeg kender? ;)

3. Kodeks
Retningslinierne for, hvad en ridder bør og ikke bør gøre, er anderledes. Det som er umiddelbart rigtigt eller forkert set med vores moderne, vestlige baggrund, er ikke det, man spiller op imod. Den efterfølgende diskussion om, hvad der skal rulles xp-slag for, er ganske interessant. Be truthful og do not ignore those in need er klare nok, men be lenient, except in matters of religion er ikke helt enkel.

På ægte tragisk vis kan spilgruppen desværre ikke fortsætte uforandret af det hændte.

Jeg antager, at du har spillet begge versioner, så kan du ikke uddybe forskellene mellem dem. Hvordan oplevede du forskellne, hvor var de bedre, værre eller bare anderledes?

Kernesystemet er i Thou Art uforandret, så hvor meget betyder settingen for, at det bliver en helt anden spiloplevelse?

Skal I spille flere Polaris-kampagner - eller skal I spille noget helt andet nu?

Jeg fik flest XP, så jeg er overbevist om, at jeg vandt ;)

Tak til mine medspillere.

• 3:16
• The Adventures of Baron von Münchhausen
• Fiasco
• It's Complicated
• Happy Birthday, Robot!
• Don't Rest Your Head
• 1001 Nights
• Lady Blackbird
• Dirty Secrets
• Red Box Hack

- har jeg glemt nogle?

Vi begyndte med kort at snakke om settingen og blev enige om, at vi var i en urban setting i en slags generisk østblokland – noget med sporvogne, kæmpemæssige lejlighedskomplekser og meget andet. Så lavede vi spilpersoner, og det blev til tre rigtig fine personer. Spillet forløb i tre parallelle spor – dog mødtes Uffes og mit i en enkelt scene – og jeg vil kun skrive om mit spor her. Forhåbentlig kan Uffe, Johannes og Thomas fuldføre billedet.

Min person var Thomas Habermass (vi fandt navne ved at kigge på bøgerne i reolen, og vi fandt på at alle skulle have et filosof-efternavn), en avisdreng, der var så skræmt over nyhederne i de aviser, han deler ud, at han ikke længere kunne sove. Hans drøm (= Path) var at komme på avisens forside med en positiv historie. Til gengæld var hans frygt, at det blev alment kendt, at han var ”Bombemanden”. Hans Exhaustion Talent var at finde vej (meget smart, når man er avisdreng), hans Madness Talent var, at han kunne folde ting af avispapir, som så blev levende. Hans Kicker var, at avisruten pludselig var forsvundet – i stedet var kun en stor intethed, lidt som i Den Uendelige Historie.

Første scene var direkte hen til den forsvundne avisrute. Thomas kunne høre en sporvogn køre rundt derinde men absolut intet set. Han foldede en stor fugl af aviser og fløj ind i det sorte. Pain dominerede: negle rev ham og avisfuglen, som langsomt men sikkert gik i opløsning – strimler af dagens negative nyheder (”Atomprøvesprængning i ørkenen” etc.) fløj om ørerne på ham. Til sidst faldt han pladask på maven. Da han kiggede op kunne han se fødder og ben – han lå nu på gulvet af en sporvogn.

Thomas rejste sig op. Alle vendte sig om og kiggede på ham i en blanding af måben og had. Han hev i snoren, og med et ryk stoppede sporvognen og han gik ud. Rundt om ham var der en sand labyrint af telte, hvor kanevalistiske optrin fandt sted: cirkus, stærke mænd, prostituerede, overdådige nærmest kvalmende dufte etc. Midt i vrimlen stødte han på Hume (Uffes spilperson), som forsøgte at lokke Thomas med til den legetøjsbutik, der var central i Humes historie, men Thomas viste blot vej og forsvandt så.

Thomas brugte nu sit Exhaustion Talent på at finde vej, men siden Madness dominerede, så var hans avisrute ikke, som den plejer. I stedet for fine parcelhuse var der nu telte, som var endnu mere perverterede end teltlabyrinten fra før. Nu solgtes ristede menneskehoveder, folk havde højlydt og åbenlys sex i teltene for åbne teltduge etc. Og den eksploderede sporvogn (som Thomas havde sprængt i luften med en avispapirbombe og som var hans tilbagevendende mareridt) kørte rundt på vejene.

Her besluttede vi at slutte spillet, så vi spillede hurtigt frem til, at Thomas kom på avisforsiden med nyheden om, at alt var vendt tilbage til almindeligheden – og at glæden herskede. Til gengæld holdt der en politibil for enden af vejen, og politimændene anholdte og henrettede Thomas i bilen. Vi sluttede med billedet af politibilen, der kørte ned ad den nu idylliske vej med en vinkende betjent siddende uden på bilen men også med et blodstænket vindue i bagdøren.

Det var en stor spiloplevelse. Historien flød naturligt og de tre spor var alle virkelig interessante og farverige. Vi snød lidt med systemet til sidst, men det var kun, fordi vi gerne ville spille historierne til ende, og fordi de faktisk var tæt på en tilfredsstillende slutning, da tiden var ved at løbe ud.

Helheden var bedre end denne ene lille tråd. Det var spændende at følge med i og digte med i de andres fortællinger. I det hele taget var vores fortælleret temmelig løs i kanten, men det kunne vi alle godt lide.

Jeg skal helt sikkert spille DRYH igen – og gerne over et par spilgange, så systemet kan folde sig mere ud. Vi snakkede lidt om, at systemet måske ikke gjorde så meget for fortællingen, men det tror jeg også handler om, at vi glemte et par elementer samt at vi så ivrigt meddigtere vores personers modgang.

DRYH var helt klart det spilmæssige højdepunkt på årets Fredenscon for mig.

[http://story-games.com/forums/comments.php?DiscussionID=10517&page=1#Item_1]

Jeg har forsøgt at beskrive de frustrationer, vi oplevede - men det er set gennem mine øjne (og jeg var mere glad for spillet end i hvert fald Frederik og Thomas). Jeg håber, at jeg ikke har forvredet jeres indsigelser. Og jeg vil blive glad, hvis I poster lidt om jeres oplevelse, hvis det ligger jer på sinde.

Vi gennemgik skills:
Der er 16 skills i 4 grupper, alle d6 fra start - men med mulighed for at køre en op til d8 hvorved en går ned på d4 - der er to ekstra bonus´er som kan bruges på at få skills op på f.eks. d10 fra d6. (terningernes værdi er d4, d6,d8,d10 og d12 (ikke muligt fra start))

Man vælger våben (giver skade afhængig af om man bruger dem offensivt eller defensivt -og der er forskel på hvilke afstand de virker optimalt på) og rustning (giver forsvars terning efter man er ramt, alt efter hvor mange stykker rustning man har på (max. 3))

En lille lækker detalje er at man før spillet laver "archievements" som er en lille historie om hver af heltene - som skal indeholde noget som gør at en af de andre helte kan skylde dig en tjeneste som kan indløses senere i spillet. Man "contester" på navn + skill - og det er den spiller som fortæller historien der har lov til at vælge hvilket skill der testes på.

Vi valgte at lave 2 helte opgaver: Der er en fast opskrift og nogle fine tabeller til at bygge både Quest og øer op med. - En Gud (NAVN) ønsker at (opgave type) (modstander/ting). Måden man via tabeller bygger øen op på - gør at det er ualmindelig nemt at få lavet både Quest og under-opgaver (som skal løses før man kan gennemføre selve Questen. Der er mellem 3 og 9 underopgaver - alt efter hvor meget "Strife" GM skal have til rådighed. Strife er den pulje af points som GM har til at bygge modstand op af.

Da vi ikke nåede selve testen - men bare gennemgik opbygningen - har vi endnu til gode at se hvordan Strife virker - og hvor let det er at gå til.

Basalt set gælder spillet om at vinde - så den enkelte spiller skal sørge for at have mere "glory" eller Ære end sine medspillere - men man opfordres til at deltage i hinanden "Quests" - og kan også vinde ære ved dette.

Vi nåede at gennemgå kampreglerne - som også var ret lette at gå til - og jeg kan godt lide ideen med at man ruller for at se hvem der må flytte et felt - og at man hvis man vinder denne har ret til at bevæge sine modstandere (kun modstandere der slog lavere kan bevæges på felterne (der er 8 felter))
Felterne opfattes ikke som reelle afstande men istedet som rykken rundt på kamppladsen. Det afgøres af GM hvilke startafstande der er - men også dette kan spilleren forsøge at påvirke ved at bede om at ændre vilkårene (hvorved der rulles).

Det virker som om at fortællingen har let ved at relateres til de rul der er - og at historierne let bliver interessante fordi der både er interspiller relationer og en kontrolleret GM funktion

Endnu har vi tilgode at spilteste - men vi brugte kun ca. 1 1/2 time på at gennemgå regler og lave helte - og var stort set klar til at køre derefter. Vi havde ikke arbejdet med Strife og modstandere endnu - men jeg vil tro at 1-2 timers forberedelse er max.
Håber at I kan bruge det til noget - jeg ser ihverfald frem til at prøve spillet af :)
vh
Søren

Jeg glæder mig i hvert fald til at fortsætte historien og finde ud af hvem den gamle enøjede sortpels er.

Når spillerne fejler et almindeligt rul mod en Obstacle, kan GM gøre en af to ting:

1. Twist - musen fejler i sit forehavende og en ny komplikation opstår. Det er en fantastisk måde at lade historien skride organisk frem. Eks: musegarden leder efter en forsvundet mus men fejler og støder i stedet på en slange, der forsvarer sine æg.

2. Condition - musen opnår sit mål, men der er en pris: musen bliver sulten, træt, syg, vred el. lign.

/Peter

Jeg spillede som skrevet står Nathaniel, og jeg må sige at vi fra første sekund kom på en opgave som var aldeles umulig. Men det afholder ikke musegarden fra at forsøge, og det blev da også en episk fiasko, selvom de lange blikke fra frøken Flower var det hele værd.

Peter og jeg lurer lidt på en spilanmeldelse - Mouse Guard er nok som helhed betragtet det bedste sæt rollespilsregler jeg har læst, og jeg har eddermaneme læst mange. Det er mindst lige så got som Burning Empires, men måske mere tilgængeligt og hyggeligt. Jeg kan simpelhen ikke engang kradse den mindste form for negativitet frem og sige om det, og jeg kender heller ikke andre PDF-bøger på 300+ sider som jeg gad læse fra ende til anden.

Det lyder interessant - gider du uddybe reglerne omkring dette?

Spillet flød efter omstændighederne rigtig godt. Det var første gang og derfor var der mere forklaring af regler end ellers. Skype og en online terningeruller er også med til at besværliggøre det hele. Men alligevel var alle glade for forløbet.

Det var ikke svært at være GM i - Twists and Conditions er et fedt værktøj, og jeg havde flere idéer, end der var tid til. Næste gang vil jeg gerne have mere tid til at spille rollerne, men når tests og konflikter flyder lettere, dukker overskudet til det også op. Der var ingen svære valg som sådan - så det vil jeg bestemt skrue op for næste gang. Her er Beliefs jo en fantastisk værktøj til at lette mit arbejde.

Thomas' sidste test (med den gamle mus og æggene) giver stof til at bygge videre på historien med. Det er skide fedt.

Og så glæder jeg mig bare til at køre en krig i løbet af én konflikt :)

Har I kommentarer, Thomas og Per? Og er der spørgsmål til spillet fra andre?

Jeg havde valgt at gøre, som bogen lægger op til: spille et scenarie fra bogen med præ-genererede spilpersoner. Og det var en glimrende idé, for der var ikke så meget at tænke på for mig – andet end at få systemet (og dermed historien) til at flyde.

GM's Turn: vi gik direkte til kødet. En kæmpemæssig (fra musenes perspektiv) snapskildpadde var kravlet op fra søen og ind i den lille by Grasslake. Her havde den ødelagt bryggeriet, mens den lå og solede sig – og nu var den blevet temmelig interesseret i bageriet og de varme ovne dér.

Per forsøgte at finde ud af, hvad der fik monstret til at lægge sig der, men et mislykket Loremouse-rul (med Begynderheldt) resulterede i et twist: ud fra husene trådte Peder, Pers mus' (Nathaniel) ærkefjende, som straks forsøgte at ydmyge ham. Til alt held lykkedes det Thomas' mus Kyle at rette folks opmærksomhed tilbage på skildpadden.

Nu forsøgte de to vagtmus heroisk at lokke monstret (der var alt for stort til at de kunne stå imod det i åben kamp, mus til padde) væk fra byen. Til den ende kravlede de op på et hus og larmede og gjorde sig til. Padden for sin del ønskede blot at smadre bageriet og komme ind til ovnene. Vi havde aftenens eneste forlængede konflikt. Det viste sig hurtigt, at to små mus stort set intet kunne gøre imod en kæmpemæssig snapskildpadde, så trods en fornem indsats endte det en kende tragisk for Grasslake, som brændte ned, mens Kyle og Nathaniel havde evakueret musene. Hele flokken stod nu og betragtede den brændende by og skildpadden, der under den nedgående sol trak sig tilbage til søen.

Player's Turn: Hver spiller havde to tests at brænde af. Begge skaffede sig af med Conditionen Angry (som konflikten med Peder havde påført dem). Derudover fandt Kyle ud af, hvad der egentlig lå til grund for skildpaddens angreb: han eftersatte en mystisk gammel mus med klap for øjet, som dog forsvandt. Musen efterlod sig en taske med knuste skildpaddeæg, som åbenbart var blevet brugt til at lokke den ind i byen. Nathaniel brugte sin sidste test på at opføre telte til landsbyens indbyggere. Han fejlede slaget og blev derfor Tired.

Vi afsluttede med at fordele Fate- og Persona-point.