I går aftes mødtes Per, Thomas og jeg i den virtuelle verden for at afprøve det spritnye og ikke så lidt glimrende rollespil Mouse Guard. Per og jeg har begge læst bogen og kender til både Burning Wheel og Burning Empires, hvorimod Thomas er helt ubeskrevet blad på dén konto. Vi brugte derfor lige en ½ times tid på hurtig at løbe systemet igennem. Det var nu sundt nok for os alle tre – så havde vi i det mindste en fælles grundlæggende forståelse af spillets struktur.
Jeg havde valgt at gøre, som bogen lægger op til: spille et scenarie fra bogen med præ-genererede spilpersoner. Og det var en glimrende idé, for der var ikke så meget at tænke på for mig – andet end at få systemet (og dermed historien) til at flyde.
GM's Turn: vi gik direkte til kødet. En kæmpemæssig (fra musenes perspektiv) snapskildpadde var kravlet op fra søen og ind i den lille by Grasslake. Her havde den ødelagt bryggeriet, mens den lå og solede sig – og nu var den blevet temmelig interesseret i bageriet og de varme ovne dér.
Per forsøgte at finde ud af, hvad der fik monstret til at lægge sig der, men et mislykket Loremouse-rul (med Begynderheldt) resulterede i et twist: ud fra husene trådte Peder, Pers mus' (Nathaniel) ærkefjende, som straks forsøgte at ydmyge ham. Til alt held lykkedes det Thomas' mus Kyle at rette folks opmærksomhed tilbage på skildpadden.
Nu forsøgte de to vagtmus heroisk at lokke monstret (der var alt for stort til at de kunne stå imod det i åben kamp, mus til padde) væk fra byen. Til den ende kravlede de op på et hus og larmede og gjorde sig til. Padden for sin del ønskede blot at smadre bageriet og komme ind til ovnene. Vi havde aftenens eneste forlængede konflikt. Det viste sig hurtigt, at to små mus stort set intet kunne gøre imod en kæmpemæssig snapskildpadde, så trods en fornem indsats endte det en kende tragisk for Grasslake, som brændte ned, mens Kyle og Nathaniel havde evakueret musene. Hele flokken stod nu og betragtede den brændende by og skildpadden, der under den nedgående sol trak sig tilbage til søen.
Player's Turn: Hver spiller havde to tests at brænde af. Begge skaffede sig af med Conditionen Angry (som konflikten med Peder havde påført dem). Derudover fandt Kyle ud af, hvad der egentlig lå til grund for skildpaddens angreb: han eftersatte en mystisk gammel mus med klap for øjet, som dog forsvandt. Musen efterlod sig en taske med knuste skildpaddeæg, som åbenbart var blevet brugt til at lokke den ind i byen. Nathaniel brugte sin sidste test på at opføre telte til landsbyens indbyggere. Han fejlede slaget og blev derfor Tired.
Vi afsluttede med at fordele Fate- og Persona-point.