Jeg har spillet Polaris som enaftensspil tre gange, men ikke som kampagne. Thou Art But a Warrior spillede vi over 6 gange, hvoraf vi brugte første gang på at snakke os ind på hinanden og lave persongalleri. Så med dette forbehold, ja, så har jeg spillet begge. Min personlige præference er helt klart Thou Art But a Warrior.
Som nævnt er der tre steder, hvor Thou Art But a Warrior adskiller sig fra Polaris:
1. Setting
Et historisk inspireret univers gør en forskel, idet det sætter rammer for improvisationen. Vi har en fælles referenceramme, vi kan bygge på. Fortællingen bliver mindre episk, det bliver de små historier med de skæve kanter og grå nuancer. Ingen flyvende riddere i rumdragter, der kæmper mod ildsprudende drager i 1000-års-kampe.
2. Tærskelscener
Den styrede fremdrift i den fælles overordnede historie er fed til at binde de individuelle historier op på et fælles lærred. Mekanikken byder, at når gruppen til sammen har optjent et antal xp (splid), indtræffer en hændelse i universet. I vores tilfælde havde vi på forhånd snakket os frem til, at den anden tærskelscene skulle være den gamle emirs død. Det var med til at give pacing og retning og det gav ny grund at udspille den fælles skæbne på (emirens arving). Selve tærskelscenerne blev fortalt fælles, hvor en spiller lagde for efter at vi havde snakket os frem til det centrale, hvorefter andre bød ind med nuancer og detaljer og tilføjelser (panoramascener). Hey, det minder mig faktisk om et andet historisk inspireret fortællespil, jeg kender? ;)
3. Kodeks
Retningslinierne for, hvad en ridder bør og ikke bør gøre, er anderledes. Det som er umiddelbart rigtigt eller forkert set med vores moderne, vestlige baggrund, er ikke det, man spiller op imod. Den efterfølgende diskussion om, hvad der skal rulles xp-slag for, er ganske interessant. Be truthful og do not ignore those in need er klare nok, men be lenient, except in matters of religion er ikke helt enkel.
På ægte tragisk vis kan spilgruppen desværre ikke fortsætte uforandret af det hændte.
