Jeg begynder med det sidste spil - Red Box Hack. Egentlig var det nok det mærkeligste valg på hele kongressen for mig, al den stund at jeg ikke rigtig drømmer om "klassisk fantasy questing med hit points og armor class", men hvad fanden… Det viste sig til gengæld at være det perfekte søndagsspil: stærkt underholdende men stadig kreativt og medskabende nok til at fange vores interesse.
Da Thomas ankom fredag meddelte han, at han var lidt usikker på at køre Red Box Hack. I ugen op til connen havde vi chattet om at rotere GM-rollen mellem quests (bl.a. inspireret af Rune) og andre tiltag, der skulle lette "arbejdet", men bl.a. fordi RBH er så ufærdigt i det område, der handler om at lave scenarier/quests og at køre spillet, så føltes det pludseligt meget løst.
Søndagen oprandt, og med træthed i kroppen var vi stadig lidt usikre. Vi begyndte med at lave lidt world creation - snakkede om hvilken form for fantasy-verden, vi forestillede os, det foregik i (vi aftalte at holde os væk fra Tolkien-fantasy og i stedet lægge os op ad den verden, der er antydet i RBH teksten) og kastede os ellers over at lave en spilperson hver.
Det blev til en kriger med et signatur-sværd, en mager og en nysgerrig ræv. Derefter tegnede vi hver et eller to quest-oplæg på et stort kort, og så gik Søren og jeg ud i solskinnet, mens Thomas forberedte den første quest.
Vi brugte et fantasy-orakel som udgangspunkt og den første quest blev at tage ind i sumpen for at stoppe Mordets Gudinde, før hun fik slået hele verden ihjel. Vi blev stillet opgaven af en døende filosof, og mens lyset langsomt forsvandt fra verden, drog vi ind i sumpen. Det endte selvsagt med, at vi løste opgaven (min ræv kunne stjæle ting fra folks drømme, så mens Mordets Gudinde sov, stjal han den grønne sten, som var kilden til hendes magt og leverede den tilbage til filosoffen, mens krigeren havde det endelige opgør med gudinden).
Anden quest var jeg GM på. Det viste sig, at filosoffen blev korrumperet af stenens magt og slog alle beboerne i hans by (og ræven) ihjel. Nu blev opgaven så at hente de døde sjæle tilbage til livet. En tur over floden Styx og ind på Dødesletterne fulgte med et storslået klimaks i Dødningeborg, der viste sig at være hovedet på Dødens Konge - et enormt skelet, der rejste sig op i sin fulde højde (efter mageren og krigeren havde rendt rundt i den 20-levels dungeon, der var i hans hovede) og truede med at slå dem begge ihjel. Til al held lykkedes det dog Thomas, med et godt terningeslag og en lille håndfuld Awesome Tokens, at slå Dødens Konge ihjel.
Systemet var virkelig sjovt. Så snart vi fik styr på at opsamle Awesome Tokens ved at lave fantasifulde Show Offs fik spillet rigtig luft under vingerne. Det var helt fantastisk at føle, man var så skide sej og få de Tokens, som sikrer en større magt senere i konflikten. Der var beskrivelser af martial arts-agtige manøvrer i bullet time, fantasifuld magi, monstre, som ændrede form og meget, meget mere. Hér ligger en stor del af kreativiteten i spillet, og i forhold til mine erfaringer med (a)d&d, giver RBH mig så meget mere en følelse af at køre med klatten.
Så er der Face Die. Hvad kan man sige? Da Thomas gjorde det af med den kæmpemæssige Dødens Konge, hjalp en 10'er på Face Die med at slå Kongen ihjel - og så bliver det jo ikke mere passende! Det største ansigt overhovedet i spillet slået ned af Face Die. There was much rejoicing!
RBH er det perfekte spil, når man bare vil have lidt røvsparkende underholdning og ikke har brug for de store tematiske, alvorlige armsving. Til sidst var vi nærmest overstadige og havde det ikke været pga. træthed, ville vi givetvis have spillet en quest mere.
Oh, metal som baggrundsmusik er et must!
Thomas, Søren - har I noget at tilføje? Jeg er med vilje skøjtet hen over detaljer, så dem må I gerne komme med :)
Fredenscon 2008 - Red Box Hack
Summary:
Face the Face Die!