Frederik J Jensen 1212304213|%e %b %Y, %H:%M %Z|agohover
På Fredenscon spillede Anne, Uffe, Claus og jeg Polaris. Seks timer med storhed og fald. Der er især en ting, jeg har tænkt over siden, og som jeg håber, I vil diskutere med mig her: Hvad skete der med de der hænder? Hvordan kom det ind og blev et centralt tema i begge historier?
Ok, vi lavede fire riddere: Opfinderridderen (Claus), forskerridderen (Anne), skulptørridderen (Uffe) og vogterridderen (Frederik). På et tidspunkt havde spillet udviklet sig til to historier: Et kapløb mellem opfinderen og forskeren om først at udruste en ekspedition til at drage ned på bunden af den frosne sø og hente Polaris' sværd. Og fortællingen om vogteren, der tabte sin familie ved at gøre sin pligt, og skubbede sin søn i armene på den udstødte skulptør.
Da vogterens søn finder skulptørens gemmested i vildmarken, hugger skulptøren højre hånd af sønnen efter at have lavet en isskulptur af ham, som hævn for at faren/vogteren har henrettet skulptørens søster. Da vogteren senere opsøger de to i vildmarken, hugger han venstre hånd af sin søn som hævn for at skulptøren har vendt sønnen mod ham.
I opfinderens tårn har den mere og mere excentriske opfinder fundet på en måde, hvorpå han kan hente Polarissværdet op af dybet: Han vil udstyre sin assistent med robotarme. Han fortæller begejstret den kvinde, han elsker og ønsker at imponere, om sin plan, men hun væmmes og både hende og assistenten skubbes fra ham og han efterlades alene.
På et tidsspunkt under opfinderens scene, slår det mig pludseligt, det fælles tema om kunstige arme. Jeg siger: Klip til skulptøren og sønnen: Hvem, der kunne skabe kunstige arme.
Fortællingen blev meget længere, og der var både dæmonbesatte robotarme, der ikke kunne kærtegne en kvinde, og skrøbelige men smukke isshænder. Men en ting, jeg har spekuleret over, er: Hvordan kom det med hænderne snigende ind i begge historier? Opstod det ud af intet, eller var det en lang kæde af små ideer, der pludselig stod frem i kontrast? Jeg havde i hvert fald ikke et bevidst mål i sigte undervejs.
Jeg tror, ide-forløbet var nogenlunde således:
- Under opstart af spillet læser Uffe en tekst i regelbogen, der beskriver et steam punk-agtigt element, og vi undrer os over, at det også er en del af settingen.
- Assistenten taber glasset med de forbudte frø, der splintres. Febrilsk på opfinderens irettesættelse fejer hun skårene op med de bare hænder og skærer sig, så blodet løber. (Jeg spiller assistenten og har ingen planer om at hænder skal være et tema)
- Skulptøren laver isskulpturen uden højre hånd og hugger sønnens hånd af, så skulpturen ligner bedre. (Denne tror jeg var bevidst tænkt fra Uffe, som du forklarede: En søn er mere værd end en søster, så derfor hævnede du søsteren ved "kun" at lemlæste sønnen)
- Opfinderen forklarer sin plan om robotarme og forlades af sine nærmeste. (Claus bringer ideen om robotarme på banen - hvor kom den fra, Claus?)
- Opfinderen laver sine egne arme til robotarme. (Konsekvensforhandlingen gør dem dæmonbesatte)
- Vogteren finder sønnen hos den udstødte skulptør og hugger venstre hånd af sønnen. (Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg gjorde dette. Var på vej til at fortryde og tage tilbage, da jeg ikke kunne forklare hvorfor, men det virkede så stærkt, så det blev i fiktionen)
- Skulptøren laver ishænder til sønnen. (Uffe)
- Opfinderen "redder" dagen med sine kunstige arme og tages til nåde af overridderen, der stifter en ny ridderorden af krigere med robotarme.
Anne, Uffe, Claus - hvad var det, der skete?
Frederik J Jensen, 1212304213|%e %b %Y, %H:%M %Z|agohover
